top

 

LMaxi 68 hænger i agterenden

From: Martin Hvidt, e-mail: hvidt@hist.sdu.dk
Date: 05-05-2005

Kære alle,
En Maxi 68 er egentligt ikke beregnet til at have monteret en påhængsmotor. Har man som Jeg både en motor og 10 liter benzin i den indenbords tank (som er placeret i kistebænken i styrbord side) så ligger båden tungt i agterenden. Lægges dertil et par personer, så oplever jeg ofte at vandspejlet når op til midt på drænrøret fra cockpittet.

Jeg er også optaget af dette problem, fordi det påvirker farten (og den har vi jo som 68 sejlere jo ikke meget af i forvejen). Jeg har oplevet at man specielt ved sejlads med spiler kan vinde 0,3 – 0,4 knob alene ved at sende en gast ud i stævnen af båden. Så det betyder altså noget hvordan vægten er fordelt.

Er der nogen fornuftig løsning på dette problem? Jeg har engang hørt om én der placerede nogle vanddunke i forenden af båden, måske i rummet med batteriet. Vil det virke fornuftigt?

Mange hilsner
Martin Hvidt, Hvalen (640)

From: Michael Reich , e-mail: REICH@dk.ibm.com
Date: 06-05-2005

Hej Martin
Da jeg havde en Maxi 68 (Nr. 804), havde jeg samme problem, og det var bla. også generende at der løb vand ind på cockpit-dørken gennem afløbet så snart vi var mere end 1 person i cockpittet. Jeg kunne også se at når båden lå i vandet uden nogen ombord, så var vandlinien og også bundmalingen godt oppe af vandet ved stævnen. Så jeg konkluderede at der manglede vægt foran og jeg kunne ikke løse det ved at flytte ting og sager frem i båden. Det var slet ikke nok.

Jeg købte derfor ca. 55 kg. bly som jeg pakkede og fastgjorde i forenden af båden så lang ude foran som muligt. Det bevirkede at problemet forsvandt, samt at båden nu lå helt perfekt i vandet i forhold til vandlinien.

Her kan man se resultatet på billedet. Den sorte bundmaling ligger ca. 1 cm over vandet ved agterspejlet, og det gør den også hele vejen rundt om båden.

Da jeg skulle teste hvor meget vægt der skulle bruges, lod jeg min datter på 10 år stå i stævnen. Når hun stod der, så lå båden perfekt i vandet. Så sådan gik det til jeg valgte at købe ca. 55 kg. bly :-) Og det fik jeg fat i ved at gå ind hos en jern & skrothandler. De havde bly i lange baner og alle former til omkring 4 - 5 kr. pr. kg.. Jeg valgte bly frem for andet ballast, pga. det fylder meget lidt i forhold til vægten.


Jeg ved godt det ikke er en optimal løsning at gøre båden tungere en højest nødvendigt, men det løste altså problemet med en tung bagende, og jeg kunne ikke mærke forskel på sejlegenskaberne. Hvis vægten foran løfter bagenden lidt, kan det endda være det ligefrem hjælper på farten, men det er kun mit gæt.

Hilsen
Michael Reich Maxi 77 nr. 2752 "Afrodite" af Kastrup Maxiklub medl. nr. 811

From: Erik H.-Nielsen, e-mail: ehn@doks.dk
Date: 18-05-2005

Hej Martin Hvidt,
Michael Reich's løsning med bly i stævnen er nok den eneste rigtig effektive. Har selv lagt plastdunke fyldt med sand ud i stævnrummet foran forkøjen - tilsammen en 15-20 kg. Det hjælper lidt, men slet ikke nok. Det har dog afjulpet lidt af den lægerrighed, som Maxi 68 har tendens til i let vind. (Når stævnen er løftet op af vandet, bliver den for let og blæser af - i let vind kan trykket på storsejlet ikke opveje dette, hvorfor båden falder af, hvis man slipper roret.)

Håber du får held med projektet.
Hilsen Erik H.-Nielsen Maxi 68 "Taz" - nr. 473 Frederikssund

Det siger vores medlemmer