top

 

Levetid på motorer

From: Østen Mikal Ore, e-mail: noerdam.ore@mail.tele.dk
Date: 18-01-2007

Hej

Jeg vurderer at anskaffe mig en Maxi 87, og har et eksemplar fra 1976 i kikkerten. Jeg er overbevidst om at 87'eren vil være genial til vores behov (familie med 3 mindre børn). Mit spørgsmål går på om nogen har nogen erfaring med motorens levetid (den originale 10 hk, Volvo Penta) og hvad udskiftning evt. kan løbe op i? Er det andre ting man skal være særligt opmærksom på på en 30 år gammel -87'er? (Håber det egentlig ikke - jeg kan ikke finde andre båder i størrelse/prisklasse der tiltaler mig mere!)

Mvh. Østen Mikal Ore, Silkeborg


From: Bjarke M. Christensen, e-mail: bjarke@grevestrand.dk
Date: 20-01-2007

Det kan jeg godt forstå. Maxi 87 er en super herlig båd og, efter min mening, er overset perle i Maxi serien.

Bemærk at der ikke er et enkelt svar på dit spørgsmål. Maxi 87 er originalt leveret med forskellige Volvo MD motorer afhængig af årgangen. Der findes både med MD 6 og MD 7 motorer og med varierende efterfølgende bogstaver. Der fleste er dog, efter min fattige vurdering, leveret med Volvo Penta MD7A på et 110S drev. Denne motor er på 13 HK og en af de bedre motorer som Volvo har præsteret. Hvis denne model (og MD6'eren for den sags skyld) har problemer, så er det næsten altid pga af tæring i topstykket. Motoren er fra original ikke udstyret med ferskvandskøling, men med direkte saltvandskøling. Nogle har efterfølgende får monteret ferskvandkøling. Er der saltvandskøling på motoren ville jeg være bekymret (nu hvor den er 30 år gammel), men har den ferskvandskøling kan det være at motoren er OK i flere år endnu.

Mange af dem har dog allerede fået skiftet motor. Den 87'er jeg havde for nogle år siden var udstyret med en VP2001 motor. Den er på 9 HK og det er altså absolut minimum. Jeg vil anbefale at en Maxi 87 har ca de 13 HK, som den oprindelig er udstyret med.

/Bjarke


From: Hans, e-mail: ho@vejen-net.dk
Date: 20-01-2007

Hej

Lidt om motorskift.

Grundet flere omstændigheder, og jeg ikke lige vidste hvad efterårsferien skulle gå med, valgte jeg at skifte motor i min Maxi87. Det skulle vel ikke tage mere end et par dage, men ak og ve - så let går det nu ikke.

Da jeg kunne købe en ny Yanmar 2GM20C 18 HK - til rimelige penge, blev det Yanmar. Men dette kræver også et nyt drev SD20 - altså lige en sjat oveni - drevet kræver så igen en anden propel 16 x 10, lige en udgift mere.

Det tog en lille dags tid at få det hele afmonteret, som det ses på fotoserien, var ide´ rigdommen stor. Alt blev gjort godt rent, og alt rykket ud.

Overraskelserne begynder så her, kobberrør til brændstof var monteret med clips i alm. metal, under neden var både kobberrør og clips rigtig meget angrebet af tæring, kobberrøret manglede kun få tiendedele i at falde ud af forskruningen på tanken - og det var tilbageløbs røret - uha.

Antihæverten var irret fast - uha.

Spændebånd på udstødningsslangen bagerst var tæret meget - uha.

Der var kun en spændebånd på udstødnings manifolden, og den var langtfra god - uha.

Flere kabelsko var tæret op, og hele lednings nettet var et frygtelig rod.

Men den største opgave bliver at lave en ny flange til drevet, det er nemlig så smart at Volvo / Yanmar ikke passer boltcirkel diameter sammen.

Volvo har en diameter på Ø315mm og Yanmar Ø355mm endnu mere genialt er det, at Yanmars gummi bælg har diameter på de Ø315mm nøjagtig, altså lige over de gamle bolthuller, ergo skal der laves en mellemflange.

Det viste sig efterfølgende at også gas/gear skiftet skulle skiftes, den var knækket i ophæng.

Morale - overvej nøje inden du skifter fra Volvo til Yanmar :-) Men i øvrigt - en båd der er næsten 30 år gammel - bør / skal tjekkes OVERALT.

Jeg endnu ikke færdig, har tabt lidt af "gnisten" men det kommer nok igen med varmen :-) Jeg mener, når man har sagt A må man også sige B - det vil sige NY motor er også nyt drev og propel.

Måske du skal regne med omkring kr. 50.000,- 60.000,- inden du er færdig.

Nogle foto af motorskift:

http://www.honet.dk/volvo_ud/index.html

Nogle foto af renovering:

http://honet.dk/maxi87/index.html

http://www.baadgalleri.dk/html/gal_visbil.asp?ID=1309

PS Hvis jeg får et godt tilbud, vil gerne sælge denne total fine MAXI 87 ho@vejen-net.dk

Hilsen

Hans


From: Michael Birk, e-mail: michaelbirk@privat.dk
Date: 24-01-2007

Hej

Jeg ville overveje købet, hvis båden har en gammel motor.

For ca. 4-5 år siden havde jeg topstykket af volvo motoren på min tidligere båd fra 76. (Volvo MD6B - saltvandskølet) Der var nogen tæring enkelte steder og cylinderne havde en kant fra stemplerne (trængte til en honing).

Den kørte og startede dog uden problemer - (nogen røgudvikling)

Vær opmærksom på om hvilken motor der sidder i båden. MD 6 A - er med dynastart (generator og starter er samme enhed med en omskifter). Dette kan godt give lidt problemer. MD 6 B - er generator og starter hver sin enhed.

Disse motorer er typisk saltvandskølet, men vær opmærksom på hvornår en evt. ferskvandskølingen er monteret.

Alternetivt kan du måske finde en anden brugt motor på volvo´s hjemmeside under "BRUGTMOTORBØRS": 
http://www.volvo.com/NR/rdonlyres/4794F2B5-ECA1-4451-8330-3C16E649CDB6/0/BrMoBoers061rev.htm

Mvh Michael

Det siger vores medlemmer