Skærgårdstur i Maj

29. 5. 99.

For nu andet år i træk er jeg opfordret til at deltage i en skærgårdstur. En anden fik nys om vore planer og sagde straks at han også kunne stille op. Dette gav mig lidt baggrund til at lufte ideen for endnu et par andre skippere, som jeg syntes kunne passe ind i en lille flotilje lystbåde til skærgården. Midtvinters 98.-99. holdtes da et lille orienterende møde, hvor en eventuel taktik lagdes frem. Ret hurtigt meltes et par stykker fra, men vi var dog tre kolegabåde om ideen. Foråret gav problemer med en dieselmotor for den ene, og den sidste gav sig selv fri fra turen da han erklærede at det ikke måtte blæse!
 

29. 5. 99. Lørdag.

Det blæser, og tager pusten fra den sidste spinkle deltagelse for fællestur.

Bent og jeg ankommer med vort graj, mest Bent`s, og vor proviant, vor fælles. Jeg skal lige hjem med bilen, og så på cyklen ned igen. Da er Bent forsvundet, men jeg rigger båden til, så vor tur kan få begyndt. Mogens vinker og råber gennem blæsten, men først derovre forstår jeg at Bent har glemt sin sovepose. Ganske korrekt har han gættet at der ikke er plads i min, så nu er Gitte og han kørt til Padderup. Jeg får en øl i ventetiden, hvorunder jeg så får Mogens`s afmelding af turen.

Bent og jeg får møvet tingene på plads, og mirakuløst forsvinder alt i gemmerne rundt i båden. Mit lille ordsprog omkring det at påbegynde en tur er, at kan den lille 4 hk. Mariner trække Maxien baglæns ud i basinet, så kan turen sejles. Vi glider forbi, og vinker af til Havhæksen, får møvet storsejlet i top, stoppet motoren og er så endelig let. Kl. ca. 1330, i denne meget friske vest-sydvestlige blæst. Ikke mange minutter senere husker jeg pludselig den tomme vanddunk, som naturligvis skal fyldes. Nå ja, vi talte jo om at gå ind i Udbyhøj for at drøfte vejret med de andre.

Det er nu underordnet, men vand skal vi have! Lidt senere tænker jeg på Uggelhuse som bedre havn at bunkre vand. Som tænlt, så gjort. Der ligger en PD. ved ydermolen, så den sigter jeg på, sejl ned! og vi glider på siden godt fendtret og med ender til fortøjning. Bent kender mange mennesker, så med vanddunk i hånden, storsludrer vi snart med et par på havnestrejf. Så er vandunkene monteret, og da Mogens og Jimmi lænser forbi for rullegenuaen, sætter vi igen sejl og skummer efter, det bedste Maxien formår. Dette gør den bette så udmærket, at vi omkring Mellerupfærgen er forrest, og efter en høflig forespørgsel nu ved at Havhæksen går til Udbyhøj. Den første kande kaffe er drukket her omkring kanalen, så nu hvor vi har meget slæk op mod Stenrevet, brygges aftenkaffen. Anna har lætsindigt overladt en skærkage til os, og den hjælper pænt kaffen på plads.

En rimelig hurtig fjordtur, som inklusive vandpåfyldningen bruger under tre timer. Vi er nemlig lige sluppet på havet, og sigter Boels rev Ø.- afmærkningen ret for. Vinden er V. SV. 8 - 10 s/m. og vi logger 6,5 - 7 knob.

Boels rev passeres, kl. 1638. Navigatoren siger rtv. 17gr. 40,6 sømil. Men det er jo kun til Nordre Rønner V. afmærkningen! Rigtigt friskt, stadig 6,5 - 7 kn.

Det er nogenlunde komfortabelt herude, ikke mindst efter jeg monterede vindbreaks + trekanten over til spraihooden. Vi får ingen vand og næsten ingen vind i cockpitet, så turen er fornøjelig, når lige man undlader at tænke på hvor lang den dog er. Kursen nordover lader os passere flere bøjer tilknyttet fjordene vi passerer, så nu 1718. passeres sejlrenden Mariager fj. Der logges stadig mindst 6,5 kn. Trods en søsygepille til Bent, har han føling med denne iriterende drillepind, han snupper en pille mere, og er her kort før Limfjorden i klar bedring. Uden dog at påstå han var syg, bare denne snærende fornemmelse i mave og hoved. Det går vældigt gelinde opover, men vinden flover en smugle, farten er omkring 5,5, vi beslutter at genuaen kan gøre det bedre. Vi logger igen omkring 6.

Limfjorden pass. kl. 1920. Det er et langt stræk nu foran os, inden vi igen har kending af nogle mærker, men dette stræk huskes for kaffen, som vi hygger med omkring 2200. Vinden er igen godt på banen, der sejles gennemsnitligt 6,5 - 7 knob, vinden anslået til igen at ligge omkring 8 - 10.

Endelig et mærke, nemlig den grønne SØ. Læsø rende, overet med samme, kl 2245. Vejrmeldingen lover nu aftagende til natten, hvilket der ikke tidligere på dagen var nævnt, snarere tværtom.

Vor kurs og sejlads lader os efterhånden stævne mod V. afmærkningen ved Nordre rønner. Lad mig lige indskyde, de lange stræk mellem disse mærker har ladet os på skift ligge på hynderne på dørgen i kahytten. Jeg vil ikke påstå der blev sovet, men et par gode hvil pr. mand blev det til.
 

30. 5. 99. kl. 0025 Passeres denne V. bøje ved Rønnerne. Der husker jeg Bent`s ord, at han helst ikke ville sejle denne platte lænser. Det forstår jeg udmærket, for mørket er sneget sig ind omkring os, så man noget nemmere mister orienteringen, og ikke serligt tydeligt ser vinddekset i toppen af masten. Jeg spejder spændt efter bøjen, for man kan jo let påsejle disse, uden blink. Idet navigatoren siger nul sømil igen, ser jeg skyggen ud til stb. og konstaterer hvor svært de er synlige, netop i denne belysning. Plat læns har vi nu ikke, men nu fornæmmes en tværgående strøm, som gør at styringen aligevel tillader genuaen at trække. Dette ville aldrig være observeret uden den lille navigator, men skal jeg følge landevejen, som den består af, så skal jeg styre 15 - 20 gr. nordligere end kursen i virkeligheden.

Dette får nøjaktigt genuaen til at trække igennem, og disse nattetimer er alt andet end kedelige. Det blæser markant, og nu ved enhver sejler jo, at en båd ikke sejler så hurtigt med vinden, som den gør når vinklen bliver mere tværs. Jeg har svært ved at anslå styrken i den meget friske vind, men mener at flere sekvenser må tangere hård vind. Dette, fordi farten i denne lænser steg til over 7 kn. konstant, altså gennem vandet. Nogle surf klarede vi over 10, en gang så jeg 10,3 kn. Dette er kun anden gang jeg oplever at sejle med over 7 knob kontinuerligt, altså i flere halve timer. Jeg gjorde det selv, solo, på septemperturen til Anholt i 96. Da havde jeg en spilet fok, og løb den samme fart i vel en halv time. Båden føles ikke af den grund tung og trist at styre, som f. eks. en Ballad! Undskyld til jer, I har nogle gæve både til hårdt vejr, men ret markante på roret. Maxien kunne stadig styres med let hånd, og selv små rorbevægelser lystredes promte.

Kl. ca. 0400, luften er tyndet gevaldigt ud, vi er trætte og kan fint enes om motortur de sidste 12 sømil, 9 til St. Oset, som er anduvningsfyr, og 3 sømil op til Rammen, som nu er valgt, for inden vi når indenskærs, er her let regndryp og efterhånden let østlig krusning. Det regner, vi fortøjer og brygger en søvnig kande morgenkaffe. kl. er stille blevet næsten 0800. Det tunge vejr gør os endnu mer søvnige, så ret hurtigt tørner vi ind, for et par timers inderligt tiltrængt søvn.

Kl. vel 1100 tørner jeg ud, det regner stadig, men nu er jeg igen i skærgården, og ingen timer skal gå til spilde for mig. Jeg iklæder mig fuld regnuniform, og strejfer rundt, mest til de høje drag, for at få udsikten. Bent viser sig, og vi prøver fiskeriet, for her ser indbydende ud, dog uden resultat.

Bent lægger sig for at læse, jeg går mod det nordlige bakkedrag. Her er bittert koldt oppe i blæsten, men når lige jeg holer mig under skrænten, så er en tiltagende skyfri himmel med varmende sol på banen til at lune. Jeg sidder længe og nyder varmen, som jo har ladet vente på sig. Her er en lille vig, så både sollyset og refleksen fra vandet føltes at varme. Fra fjerlætte skyer drysser der stadig let regn, men opklaringen sejrer og her bliver fint. Vi klarer senere en hygge-bajer på klipperne lige ved båden, og 1640 tændes grillen, så den kan blive ordentligt varm. Lad mig endelig repetere middagen!

Før middag tog Bent en længde oksemørbrad op af kølekasen, så den kunne tø op. Nu snitter vi kartofler i pasende skiver, snitter lidt løg tilsvarende, og slutter med lidt tomat. Det hele får passende salt, peber og lidt basilikum. Foliebakker med låg er yderst velegnede til at stege/koge denne blanding. Kan naturligvis varieres på mange måder, ikke mindst hvis man har fløde, som vil stuve retten. Nu er Bent ved at skære mørbraden i passende bøfstykker, og der bliver tre stk. pr. mand. Kartoffelbakkerne får 20 min. til 1/2 t. efter grillens varme, og bøffene får 3 - 5 min. på hver side. Det lyder vel af lidt rigeligt, men grillen er ikke varmere. Perfekt middag, skulle jeg måske lige nævne. Vejret er solrigt, køligt i luften, men her sidder vi jo i læ, så, perfekt!

Den jævne vind er efterhånden, som vi hygger os med maden og ikke mindst vinen, begyndt at vride mod NV. Det eneste hjørne denne havn ikke magter ot give læ for. Nu er det vel også omkring 12 timer siden vi sidst har sejlet en tur, ganskevist da på 18 timer, men alligevel er vi ikke det mindste sure på den vinddrejning. Tværtom, nu kan vi jo få kaffen et helt andet sted. Uttkæften bliver valgt. Der er lidt langt, men denne vind vil give gode lange kryds på bb. halse, med kun korte vendinger imellem. Så vi glider op langs Sælø, får snart kontakt med Lekskær og bøjerne i farleden, som fortæller hvor det kan betale sig at vende nordud for sidste gang på denne tur. Behagelig aftensol, som lader os stille glide op i Uttkæften. Kort før ankring startes motoren, og vi lægger os i perfekt læ. Her er det nødvendigt med en øl i aftensolen, her er så skønt, ja ikke kun i denne belysning, men altid, kan denne vig give læ og tryghed. Jeg må formode vi er læt klattede da posen endelig kalder, og lader de sidte døgn sætte sig rigtigt i vore drømmebilleder.
 

Uttkæften 31. 5.  Vågner til kølig solrig sommer, sol i køjen, så ret tidligt på klipperne. Men intet er herligere end kaffen og morgenmaden sådan en ret stille morgen, lys og venlig. Vi sidder og betragter Uttkæftens stejle nordlige klipper, og får lyst til en tur op på "taget". Vi kan se i kortene, en sti begynde ved de lækre strande i bunden af vigen, så her begynder vor fourageren langs det stille vandløb, som danner små brakke basinner med siv og charme. Den nordlige klippevæg danner en masiv mur, så vi ledes af en sti ind i klyften, som snart får rigtig forårsskov-stemning, stadig i sin lyssegrønne dragt. Her er stille og varmt i solen, der svirrer med insekter og fuglene kvidrer. Det er idyl midt i den ellers ret nøgne skærgård. Lidt inde i dalen ligger et par sommerstuer, så godt gemt at vi kun tror ejerne og myggene kan finde herind. Nu kommer vi ud på en stor åben eng - græsslette, med et kik ud mod sundet i vest. Vi moser videre nordud mod St. Bærkullen, som ligger lige ud til Marstrand. Stille hyggeligt sted, som netop skal åbne for denne sommer. Efter lidt slappen af, slentrer vi tilbage ad samme sti.

Et lille kryds på stien får os til at vælge et opkørt skovspor til Dalsvik, en skøn lille vig i sø. siden af Klæverøn. Et lille hop over en klippeknude til Korsvik, og stien retur er forsvundet. Vi maser op gennem den skønneste knæhøje blomstereng, som garanterer aldrig har set sprøjtemidler. Her er en duft og atmosfære som sjældent mere findes.   Skov og klippe danner de naturlige rammer om denne langstrakte dal. Efter vel 8 kilometer står vi så igen på de skønne strimler strandbred inderst i Utkæften, og fantaserer om den kølige øl der venter ude i båden. Nærmere, kan vi høre den dumpe lyd fra kølen når den bliver sat på klippen af de små bølger som nu sætter ind med den lette sønden luft. Lyden er så iriterende at vi forflytter til Karlsholmen lige straks, inden den kølige kan nydes. Lidt senere, sildefrokost og endnu en kølig. Men så besluttes Marstrand for et besøg og en is. Vi runder østover så Albrichtsund fører os den smukke vej. Lurenkikker lige på Væxholmen for et senere besøg, udmærket læ bag store runde klipper. Så, med is i hånd, slæntrer vi mod Fæstningen, som dog er mest imponerende for den udsigt der er heroppe fra. Kl. nærmer sig 1700, men vi når lige at suplerer forsyningerne inden der rundes nordom til Frænnbun. Hvad sker mon så da Bent skal springe ind på klippen.

Han Glider på klippen, og bliver godt våd, dog uden skader, så straks langes grillen og tilbehøret i land, og nogle flade sten i solen og næsten i læ bliver vort spisested. Her er en svensk motorsejler i vigen, men vi får næsten ikke talt med nogen om bord. Aftenen er ret blæsende, men det mærkes kun når man kravler godt til vejrs på de høje klippeknuder som omgiver vigen. Herfra får man så til gengæld den fantastiske udsikt over alle øerne her nord for Marstrand.
 

1. 6. 99. Jo, det rykker i riggen til morgen, så vi taler om dagens sejlads. Der bliver bestemt en tur rundt Tjørn. Manøvren at lætte fra ankerpladsen, er ved at kikse for mig. Jeg vil hale båden ud, og lade sejlet trække båden rundt og videre. Der er ikke fart nok på båden, så den ligger nu betænkeligt nær klipperne uden styrefart. Heldigvis trækker sejlet nu igennem, og alt er glemt. Ude i det brede sund er vinden 10 s/m. lige fra vest. Det giver livlig sejlads på kryds ud øst om Kråkholm, og vest om S. Åstol. Nu med kurs mod de snævre løb nord om Klædesholm. Selve Klædesholm har en smuk gennemsejling, næsten som en byport. Vi suser nu med 6 kn. mod Mærreskær kumle, som sætter et sant slalomløb igang. Det er helt fint at suse gennem Tornholm rende med denne stærke vind, men endnu venter det smukke kringlede Jungfruhullet og Hjærterøsundet. Det ser lidt lukket ud som man nærmer sig, men pludselig er åbningen der, og så må man krænge båden rundt, 90 gr. mod nø.

Jeg når lige at pege det smalle løb ud, som jeg ikke ville benytte lige i dag, med denne fart. Mest idyl er her dog i Kyrkesund, med huse og brygger ned til sundet. Gubber der ser op fra arbejdet med klargøring af egne sejlskibe, for at hilse på vi forfløjne danskere. Heldigvis er her megen læ i sundet, så vi får bedre tid. Men så er her igen åbent mod Skagerak, dog kun ti min. for så drejer vi af til højre, og lænser med spilet fok 6 - 6,5 kn. ind gennem Stigefjorden. Denne, husker jeg for sin skønhed, men nu er her råt blæsende, snart ukendeligt. Dog, da jeg ser ind i Kælkerøns` na. da mindes jeg Anna og min tur her i 91. Vi benytter fjorden til frokost. Den er jo bred og uden store problemer, tror jeg da. Mod slutningen skal rundes syd om Arholm, Kan ikke forklare hvorfor, men sender os ind mellem de små skær, hvor vi absolut ikke skulle være. Det risler koldt ned ad ryggen, men vi er for langt inde til krumspring.

Tungen lige i munden, og så er MiniMax igennem, et sted jeg ikke troede muligt. Ærligt, ens selvsikkerhed ryger på dørgen lige pludselig. Jeg føler mig træt og dum længe efter. Nå, nye udfordringer blæser os i møde, Skåbesund er smalt med høje bjerge og skov. Det blev nødvendigt at starte motoren for gennemsejling her. At komme under Tjørnbroen med de mange brofag, gav også megen diskusion, faktisk snyder de mange høje øer, hvor man ofte ser en bro mellem slukten der, men må udenom først. Tjørns østside er lidt bred og kedelig, men da vi næsten kan holde højden ned gennem sundet, kun afbrut af tre korte tværgående kryds, klares turen på ialt 6 - 7 timer. Det sidste lange ben presses snært omkring Elgøn`s vestpynt, og nu kan Søholm holdes op. Det er først lidt svært lige at se om det er den rigtige vig man styrer på, men så får jeg øje på den af SXK. udlagte bøje, og ved nu at vi skal til den lille vig vest for.

Krydset passer imidlertid til sejlnedtagning i vigen med bøjen, hvorefter vi motoriserer om, gennem en lille rende, til den meget hyggeligere lille vig, som dybest inde er 1,5 - 2 meter, med fin sand og tang bund. Allerinderst, hvor vi nu vil, er helt stille vand, flot læ for sådan en dag. Først stikker vi stævnen ind for at se på bund og klipper, så bakker jeg båden ud for at lægge ankeret rigtigt. Opskudet fejler intet, men igen sløser Bent lidt med landstigningen. Resultatet er næsten en tur på lasarattet. Bent glider, og lander på knæet og ribenene, samt en finger. Alle tre kvæstelser ligner indlæggelse, men efter nogen tid på klippen, efterhånden omgivet af vort trofaste griludstyr og vinflasken, erkender Bent at det vist ikke er så galt, vi kan da vente og se til i morgen. Menuen, ja den er vist nævnt fra de tidligere aftener.

Men ok, her er den. Oksemørbrad på gril, dertil skivede kartofler i foliebakke, lidt tomat, løg og kryderri. Vin og øl ad libitum, vort yndlingsmærke. Senere, efter at Bent har skøllet de værste smærter ned, lusker han faktisk med op på klippen for at nyde en frisk øl i den sidste sol, med udsigt over vigen med ankerbøjen. Søholm er det smukkeste sted jeg endnu har overnattet med min båd!
 

2. 6. 99. Til morgen er her stadig en fyldig jævn vind, som vi dog ikke mærker noget til i vor rede mellem klipperne. Der er let skyet og køligt, ingen af os har rigtigt lyst til at bryde op og forlade dette sted. Istedet finder vi fiskegrejet frem, og fra de smukke klipper går vi et par timer og drømmer om kæmpetorsken. Omkring middag letter skylaget. En vidunderlig varme breder sig i den stille vig. Dette og den lækre havbund, med sandpletter mellem tangen, lokker mig til at tage en dukkert fra badestigen. Vi spiser sild og æg, og får varmen i solen. Inden videre sejlads kravler jeg igen på klippen for at få en sludder med min syge far.

Han har altid fulgt mine ekspediktioner nøje, hjemme på kortet. Desværre blev dette den sidste, han døde en måned senere. Så er det tid for afsejling. Turen går på bidevind ud langs S. Åstol, som jeg stadig har til gode at besøge. Vende, og på kurs lige på fæstningen. Vi vil lige tanke lidt benzin i Marstrand, og så sejle syd ud gennem Albrechtsund. Her igen for sejl på bidevind + kryds, modstrøms ned til Rammen. Den havn er god til mange vinde. Men hvad ser jeg da vi skal anløbe, og Bent står klar på dækket med tampen i hånden.

Manden er jo iført sine sandaler igen. Jeg minder ham lige om den sidste landstigning, eller landfald, så beder Bent mig om at snurre en tur medens han lige skifter til landgangsfodtøj. Det er nær aften, Bent er ikke så glad for at kravle alt for meget, med sine ømme muskler. Han laver Svensk pølsestuvning. Jeg sidder og tyller øl på klippen i aftensolen. Herlig friluftstemning, med vinden spillende i græsset og mågernes sultne skrig når de svæver over Bents kogekunst. Jeg glor lidt da jeg ser gryden fyldt til randen med stuvning. Bagefter glor vi igen, for vi åd faktisk det hele, og dertil lidt øl. Vejrudsigt kl. 1745. giver os kun e´n mulighed for at komme over med østlig vind.

Kl. 2045, efter et par timers let fourageren på øen, i den skønne aftensol, haler vi ud til ankeret, motoriserer udenfor brændingerne, som kun anes når man er tæt på, og sætter sejlene. Den stille sv. lige luft lader os drive med sagte fart, og ved 2300 tiden er det helt stille. Motoren trækker stille ud forbi St. Oset, ja den trækker i fire timer.
 

3. 6. 99. Endelig 0300 mener vi luften kan bære til en reel fart. Det gør vinden overbevisende. Den sender os midt ind gennem en kæmpe fiskeflåde. Jeg talte over 50 fiskefartøjer, nogle fiskende parvis, som næsten fangede mig, jo, selv midt om natten er her rigeligt at se til. Nu har der været tørvejr siden ankomst til Sverige, men her skal vi være våde igen. Det pladder-regner den sidste time af turen, som får en ende ca. 0730 i Sæby. Bent vil lige snuppe et bad inden soveposetid, jeg derimod springer lige på køjen, og er langt langt væk, da Først Bent kommer, og straks efter en sur banken på prædikestolen.

Det er da lyv, tænkte jeg, en havnefoged allerede. Han banker indæt til jeg giver mig, og søvnig sur står op og betaler 100 kr. + uddeler brokker. Vi vil faktisk ikke være her ret længe, kun sove nogle timer og så videre. Vågner igen ved middagstid, spiser og laver kaffe til turen sydover. Kl. 1300, på farten, næsten rent kryds. Det så bedre ud fra havnevimplen. Strøm og vejr imod, giver skuffende kun Hou som aftenhavn. Hjemture er ikke så populære som udture. Log-hæftet fortæller ikke noget om menuen denne aften. Vi er trætte, efter timeforbruget kunne vi have været i Ø. Hurup.
 

4. 6. 99. Hou, 0830. Det er næsten søndenluft, en lille bid til østlig. Vi letter og holder på med motor og storsejl som støtte, og får samtidig lidt at spise. Der er mere luft end jeg havde ventet, det resulterer i en druknet motor omkring 1000 tiden. Egentligt positivt, nu opdager vi nemlig at vinden kan holde samme fart, kun 10 gr. fra kurs. Dette er lykkevinden, som ikke var varslet, hele formiddagen holder den sig så sydøstlig, så vi undgår kryds. Lige til Boels rev, 2,6 sm. fra den hjemlige fjord, sejler vi fint. Men her trækker sorte skyer over, de giver hårde vindstød skiftende med stille perioder, og lige i snuden.

Havet er for oprørt til at motoren kan bruges, den er ellers genstartet efter drukneulykken. Vi bruger meget tid på disse sidste sømil, men endelig er vi inde i renden til Randers fj. hvor vi skummer vilt indefter i en meget ond byge. Sejlene lægges ved færgen, og i strid modvind får vi madder og kaffe. Benzinmangel får os til at sejle en times tid længere inde ad fjorden. Vinden er igen kun jævn, så helt hyggeligt i hjemlige vande. Den sidste time fra Uggelhuse mener jeg benzinen bør række, hvilket også holt, med et par dl. i overskud.

Vor fælles kommentar til turen må blive:

Hvo intet vover, intet vinder.

Vi påstår ikke, andre har haft dårlige ture, men de har ikke haft turen de planlagde hele vinteren!

En tak til Bent for udmærkede søegenskaber, ja, såvel på søen som på land.

Turens samlede længde er, udsejlet på loggen 305 sømil.