top

 

Lorem Ipsum is simply dummy text

From: Søren Gert Nielsen, e-mail: sgnls@tdc.dk
Date: 02-11-2004

Hej


Jeg er i gang med at vinterklargøre motoren - en VOLVO PENTA MD5A i min MAXI 77. Men efter at have skiftet brændstoffilter kan jeg ikke få gang i "skidtet" igen! Den kørte godt nok 10-15 sek. hvorefter den stoppede! Diagnosen burde være klar - der er luft i systemet, spørgsmålet er hvordan får jeg det ud?

Jeg har foretaget mig flg.:

  • Udluftet ved brændstoffilteret som instruktionen foreskriver, dvs. pumpet indtil rent diesel uden luft løber ud.
  • Udluftet ved indsprøjtningspumpen, ved at løsne skruen på indsprøjtningspumpen.

- begge dele uden held!!

Skal det være dig eller den lokale mekaniker ($$$$?) der skal løse mysteriet og hjælper mig inden frosten sætter ind?

mvh

Søren Nielsen


From: Carl-Viktor Lemmike, e-mail: lemmike@worldonline.dk
Date: 03-11-2004

Hej Søren.

Jeg går ud fra at du også har luftet det ekstra fuelfilter med vandseparator som ofte sidder i kistebænken tæt ved tanken. Dernæst lufter du via udluftningsskruen på det ”primære” luftfilter på selve motoren som vist på billede ”A”. Derefter udlufter du indsprøjtningspumpen ved udluftningsskruerne 1 og 2 , som vist på billede ”B”(hvis din motor er ældre end nummer 3809 har den ikke skrue nr. 1). Men derudover kan det være nødvendigt også at løsne indsprøjningsrørets møtrik 3. Her kan det anbefales at tørne motoren v.h.a. startmotoren til der kommer brændstof frem uden luftbobler.

Billied A

Billed B

Hvis du lader tanken stå med brændstof på kan jeg anbefale at du fylder den helt op for at undgå kondensvand i tanken i vinteren løb.

Mvh

Carl-Viktor Lemmike

Maxelle af Nysted


From: Carl-Viktor Lemmike, e-mail: lemmike@worldonline.dk
Date: 05-11-2004

Hej Søren

Jeg var hurtig, - måske lige hurtig nok. Det er ikke skrue 3 du skal løsne. Det er afgangen fra indsprøjtningspumpen. Men følg røret fra skrue 3, - det går om bag ventilhuset til indsprøjtningsdysen. Det er møtrikken her du skal løsne, for at lufte den sidste del før indsprøjtningen ud. Men hvis du ikke har haft dysen ud til kontrol, burde der ikke være kommet luft i trykrøret. Jeg kan ikke komme til at fotografere dysen, da den sidder lidt utilgængeligt omme bag ventilhuset. Hvis du ikke allerede har Volvo Pentas Gör Det Själv Handbok, bør du købe den, da den har nogle gode illustrationer og vejledninger. Det skal være den der beskriver MD5, MD7, MD11 og MD17.

Med venlig hilsen

Carl-Viktor Lemmike


From: Kristian Petersen, e-mail: holme75@tiscali.dk
Date: 04-11-2004

Hej Søren,

Jeg har tidligere haft en Volvo MD5, og har af og til måtte udlufte denne. Men for det første har du vel (selvfølgelig) sikret dig at der er diesel på tanken? :-) Dernæst ved jeg ikke om du har en vandudskiller på brændstofforsyningen?

Hvis ikke, kan du risikere at det er vand i tanken der gør at du ikke kan starte...

Du har sikkert styr på ovenstående, så her er den fremgangsmåde jeg benyttede for at udlufte motoren:

1) Luk op for udluftningsskruen på brændstoffiltret og pum på den manuelle lavtrykspumpe indtil der sprøjter diesel ud ved udluftningsskruen - luk skruen.

2) Luk op for udluftningsskruen på højtrykspumpen og kør med starteren indtil der sprøjter diesel ud eller motoren starter - luk udluftningsskruen.

3) Hvis motoren ikke er startet når der sprøjter diesel ud lukkes op ved dysen og der køres med starteren indtil motoren starter - luk igen.

Hvis denne metode ikke virker må der være noget andet galt...

Venlig hilsen Kristian Petersen


From: Søren Gert Nielsen, e-mail: sgnls@tdc.dk
Date: 08-11-2004

Hej Carl-Viktor

Så er jeg kørende igen - 1000 tak for dine råd! Jeg havde godt nok løsnet skrue "2" ved indsprøjtningspumpen jf. instruktionsbogen - men ikke spekuleret på skrue "1" som du på fornemste og pædagogiske vis referer til i tekst og billede.

mvh Søren


Andre indlæg i samme forum:

Det siger vores medlemmer