From: Søren Poulsen, e-mail: slp@ofir.dk
Date: 09-01-2010
Jeg er en lykkelig ejer af en Maxi magic. Har købt båden i sommeren 2009
Jeg har aldrig haft båd før og har dermed ingen kendskab til sejlbåde.
Jeg tænker på at udskifte mine forsejle, fokken og genuaen, med rullesejl.
Hvad skal jeg købe af sejl.
Jeg vil dels gøre det for sikkerhedens skyld og fordi jeg ofte sejler alene, og ikke dyrker konkurence sejllads.
Jeg håber på at der er nogen der har et godt råd og kan hjælpe mig.
Med sejlerhilsen
Søren Poulsen
Mariager sejlklub
From: Bjarke M. Christensen, e-mail: Bjarke@GreveStrand.dk
Date: 09-01-2010
Jeg købte et Furlex 100S rulleforstag og en genua til min Magic hos Boding i Sverige. Det var et super godt køb, som jeg aldrig fortrød et sekund. Det skulle dog måske lige være, at jeg også burde have købt et nyt storsejl.
Singlehand sejlads kræver en selvstyrer (ens bedst 'buddy') og gode sejl. Så kan man sejle en hvilken som helst båd under 40 fod alene.
Bjarke
From: Poul Erik Kristoffersen, e-mail: poulerik24@gmail.com
Date: 14-01-2010
Hej Søren
Som din ”nabo” i Mariager havn er et køb af et Furlex rulleforstag med sejl fra Boding i Sverige et superkøb. Jeg fik mit for 2 år siden og fik samlet det på en lørdag og det har fungeret uden problemer.
Jeg vil også som Bjarke skriver sige at en selvstyre er et must, hvis man sejler alene. Jeg har selv købt en Raymarine ST 1000 plus og den virker fremragende. Man kan sågar stagvende med den, så selvstyren selv giver rorudslag og går en på den ny krydskurs.
Du er velkommen til at kontakte mig hvis du vil vide mere
Efter 1 april ligger Jomfru Ane i vandet ved siden af dig, så du kan se det.
MvH
Poul Erik Kristoffersen
Maxi 77 Jomfru Ane
Mariager havn
From: Thomas Hernø, e-mail: thomas@herno.dk
Date: 16-01-2010
Hej
Jeg mener ikke at ét rulleforsejl er en særlig ideel løsning på en Magic. Jeg har elaboreret lidt over emnet på min hjemmeside www.herno.dk - Maxi Magic Teknik - Rigning, sejl og dæksudstyr, hvorfra nedenstående er sakset:
Jeg sejlede den første sæson med rulleforstag. Til det havde jeg en selvvendefok og en genua (ældre omsyet sejl). Man sejler meget med fok i en Magic, idet det er en forholdsvis let båd. Men det er svært at undvære genuaen, hvis man vil fremad i let vejr, specielt hvis der er lidt bølger. Jeg skiftede derfor forsejl tit, og det er møgbesværligt på et rulleforstag. En "rigtig" rullegenua med skum i forliget ville have afhjulpet det lidt, men en let indrullet genua er altså en hul sæk, og det er ikke lige det man har brug for på kryds i blæsevejr. Skal det fungere med en rullegenua i genuastørrelse skal du helst have en lang skødeskinne i hver side, helst med skødevogne, der kan reguleres fra cockpittet.
Hvis man vælger et rullesejl i fokkestørrelse virker det ikke rigtig med selvvendeskinnen, når den er rullet lidt ind fordi skødepunktet ikke passer. Jeg har mange gange haft brug for et mindre forsejl end fokken på ca. 13 kvm, og en indrullet fok bliver også en hul sæk. Et andet problem med en rullefok er, at den ikke kan have en vandret sejlpind i toppen. En høj og smal fok er ifølge adskillige sejlmagere meget afhængig af sejlpinde for ikke at blive for hul i toppen.
Rullesejlet var for meget komfort, og for lidt ydelse til mig. I anden sæson har jeg solgt det, og har nu et helt almindeligt forstag med selvvendefok på ca. 13 kvm og genua på ca. 22 kvm. Jeg er meget glad for byttet til almindelige sejl med hager, selv ved sejlads helt alene. Jeg har også en folkebådsfok på ca. 7 kvm til rigtig blæsevejr. Jeg har nu 2 reb i mit storsejl, og nr. 2 reb har jeg også brugt en del i sommeren 2008.
Dette er skrevet for et par sejlsæsoner siden, og jeg mener fortsat det samme!. Mit råd er altså 3 forsejl med hager. Det vigtigste er at have en god fok så stor som mulig til selvvendeskinnen. Den bliver du nødt til at købe fra ny, idet den skal passe meget nøgagtig i dimensionerne. En lille fok og en stor genua kan forholdsvis nemt findes brugt i den Blå Avis. Mht. køb af sejl er der gode muligheder for at få en god pris på den kommende bådudstilling. Ellers ret blikket mod polske sejlmagere, det har jeg tænkt mig at gøre næste gang jeg skal have sejl.
Mht. autopilot: Sådan en må du have snarest muligt: den forøger glæden og sikkerheden ved sejlads alene.
God fornøjelse
Thomas Hernø
Jeg har været medlem i flere år og har haft stor fornøjelse og glæde af mit medlemskab og kan anbefale alle med en Maxi sejlbåd at melde sig ind i klubben
— Jens Peter Nielsen
Kontingentet til Dansk Maxi Klub har været en af mine bedste investeringer, alene besparelser ved de forskellige sejl arrangementer har betalt kontingentet flere gange
— Christian Crüger
De mange Maxi arrangementer besøges altid med begejstring, alene de, er kontingentet værd, at man så samtidig kan finde svar på næsten alt på deres hjemmeside er blot et ekstra plus
— Gunnar Kloster
Jeg kan anbefale alle med en Maxi sejlbåd at blive medlem, ud over en masse gode arrangementer, et rigtig godt klubblad er alle, altid flinke til at komme med gode råd
— Poul Erik Larsen
Mit sociale netværk er blevet markant større med flinke personer der har samme fritidsinteresse som jeg, på hjemmesiden kan jeg finde svar på alle Maxi relaterede spørgsmål
— Poul Erik Larsen
Det er svært for ikke at sige umuligt at finde andet end positivt at sige om vor sparring med de andre medlemmer af Dansk Maxi Klub, de er flinke til at komme med gode råd i forbindelse med vores Maxi 95
— Steffen Pedersen
Set i bakspejlet, skulle vi have meldt os ind i Dansk Maxi Klub som nystartet Maxi ejer. Vi kan i hvert fald varmt anbefale at melde sig ind i Dansk Maxi Klub – Vi har allerede tjent vores abonnement ind.
— Helmut Sørensen
Vi sætter stor pris på muligheden for at kunne ringe og skrive efter hjælp til forbedringer på vores Maxi 77 Dejligt at have muligheden for at få hjælp af Maxi kendte folk
— Steen Cassøe
Jeg kan jo ikke vide alt. Derfor er det vigtigt for mig at vide, at jeg altid har ét sted, hvor jeg kan få råd og vejledning, hvis jeg skulle være i tvivl om noget
— Bente Johansen