top

 

Vinterkonservering af Volvo Penta 2001, trin-for-trin

Version 4, 28.11.2003
Baggrund for artiklen

Nu her hvor jeg skulle tage min nyindkøbte MAXI87 med en Volvo Penta 2001 motor og s-drev op for første gang, gik det op for mig, at man meget let kan komme til at glemme noget eller gøre tingene i den forkert rækkefølge. Jeg læste den originale "INSTRUKTIONSBOK" men fik ikke det helt store overblik, da den er skrevet på 6 forskellige sprog der er mikset ind imellem hinanden. Yderligere indeholder den en masse andre oplysninger som man skal bruge i andre tilfælde. Så købte jeg "Gör det själv handbok" for 2001,2002 og 2003. Det var noget bedre, men det var stadig lidt forvirrende.

Jeg besluttede mig derfor til at lave en "spiseseddel" der skulle tjene som arbejdsvejledning for alle de aktiviteter der skal laves på motoren når båden sættes på land.

Hermed følger spisesedlen.

Medens båden stadig er i vandet:
Følgende materialer skal bruges:
  • Oliesuger (enten en af de tynde, som vist i illustrationen i afsnit 2, eller en af de bedre/dyrere kugleformede sugere)
  • Oliefilter, part.no. 834337-8
  • 4 liter Olie, SAE 15W/40CD (Diesel kvalitet, bedst  til sommer temp. over 10 gr.)
    (1,4 liter bruges nu og 2,6 liter er til S-drevet senere)
  • Brændstof filter, part. no. 829913 (evt. 1-457-434-051)
  • En lille bøtte til at have/fange dieselolie
  • og sikkert en oliefiltertang, hvis det sidder stramt.
Check:
  • Om motoren er udstyret med en vandudskiller på diesel siden. I det tilfælde skal det checkes for vand, tømmes eller udskiftes
1: Kør motoren varm
Motoren skal køre så længe at olien bliver helt varm. Ellers kan det godt være en "sej kamp" at få den suget op med en alm. håndbetjent oliesuger.
2: Sug den gamle olien op
Stop motoren og sug den gamle olien op af oliepindens hul med en "Oliesuger" (Se billedet). Oliesugeren kan købes alle mulige steder inkl en bådudstyrsforretning. Pas på: Motoren er jo netop kørt varm og der er risiko for at brænde sig på olien.
3: Skift oliefilteret
Skru det gamle af. Brug evt. en alm. oliefiltertang, hvis det sidder fast. Pas på olien ikke løber ud over det hele. Vær parat med klude og pas på da olien jo er meget varm. Rens pænt når filteret er væk.
Det nye filter "fugtes" på gummipakningen med lidt frisk olie og skrues på. Stram kun med let håndkraft. Det skal drejes ca. 1/2 omgang efter det er begynd at ligger tæt til motorblokken.


4: Fyld den nye olie på

Fyld den nye olie på således, at den går til MAX mærket på oliepinden.
Start motoren og kontroller at olielampen slukker rimeligt hurtigt (under 5 sek.). Lad den køre et minut eller to og stop den derefter igen.
Efter fyld (hvis nødvendigt) med olie således, at oliestanden står nogenlunde mellem MIN og MAX stregen på oliepinden.
(Fyld ikke helt op til Max stregen nu, men gem en slat olie til om foråret. Inden motoren startes første gang efterfyldes med olie til lige unde MAX stregen. På denne måde er ventiler og løftere ikke er tørlagte nå motoren skal startes op efter vinter stilheden.)


5: Skift brændstof (diesel) filteret.
Skru det gamle af. Husk filteret er fuld af olie. Pas på med at spilde da lugten kan hænge længe i båden.
Kontroller at fladen hvor den nye pakning skal tætne er ren og i orden. Vær generelt  yderst påpasselig med renligheden. Filteret er der jo for der ikke skal komme snavs ind i motorens dysser !!
Skru det nye brændstoffilter på. Skal spændes efter samme retningslinie som oliefilteret.


6: Rens brændstof sien
Skru "hætten" af brændstof pumpen (se billedet) og tag sien ud (bemærk hvordan den sad).
Rens sien i en bøtte med ren diesel olie. Rens huset indvendigt for snavs.
Isæt sien igen og skru hætten på.
7: Luft motorens brændstofsystem ud.
Nu er der kommet luft i brændstofsystemet og det skal ud.
Løs udluftningsskruen på toppen af pumpen hvor filteret sidder (Se billedet).
Pump på håndpumpen til der kommer klar olie ud og luk luftskruen.
Motorens "højtryks diesel pumpe" udluftes automatisk ved at man hiver i "stop håndtaget" (dekompressions håndtaget) og lader motoren køre rundt et stykke tid ved startmotorens hjælp.
8: Check at motoren virker som den skal og er tæt
Start motoren og lad den køre et par minutter. Check at alt er tæt på motoren og at der hverken siver olie eller diesel olie ud nogen steder. hav speciel fokus på de ting du netop har haft skruet på. Sluk motoren igen og sig "vi høres ved til foråret".

Når båden er kommet på land:
Følgende materialer skal bruges:
  • Balje til olie der tapes af, ca 3 liter
  • Glykol, 2,5 liter
Check:
  • Om motoren er ferskvandskølet. Det skal man vide.
Bemærk:
Olieskift på S-drevet:
Det er bådejere, der ikke skifter olien på S-drevet hvert år (vejledningens trin 9 og 10). Ifølge Volvos håndbøger skal det skiftes hvert år. Man må sige, at hvis man IKKE vil skifte olie hvert år, bør man, som minimum, checke om olien er i god stand både ved at betragte denne via hullet ved s-drevet målepind og ved at skruen bundskruen ud og se om der kommer helt klar olien ud. Hvis olien ikke er helt klar og/eller der er vand i olien, bør den straks skiftes og det må undersøges om pakningen ved akslen er utæt således, at der trænger søvand ind.


Ferskvandkølingen:

Jeg har erfaret, at ferskvandskølingen kan være lavet lidt forskelligt på forskellige modeller. Jeg forsøger at få dette klarlagt i en anden artikel, men vær beredt på at der i punkt 12 måske kan være forskel på min og din båd. Hvis båden er søvands kølet passer beskrivelsen godt nok.

9: Tap det gamle olie af S-drevet
Skru den store sorte plastik prop af toppen på drevet (inde i båden).
Sæt baljen under S-drevet og skru bundproppen af i bundet af S-drevet (nede under båden, se billedet)
NB: bemærk farven på olien. Den skal være sort. Er den grå er det et tegn på vand og du bør opsøge et autoriseret værksted (eller nogen med tilsvarende kvalifikationer)
Lad det dryppe af i en rum tid. Bemærk det går lidt hurtigere, hvis man tager målepinden op af hullet.
10: Hæld ny olie på S-drevet
Kontroller at pakningen på bundskruen (proppen) er hel, i orden og sidder pænt på skruen. Skru bundskruen på igen.
Hæld olie ned i hullet i toppen af S-drevet (inde i båden) indtil det går til et passende sted mellem MIN og MAX stregen på målepinden. (bemærk at målepinden sidder ved siden af hullet. Det er ikke den samme målepind som til motorolien). 
 Det bør være ca. 2,6 liter. Skru plastik proppen på igen

11: Check kølevæsken på ferskvandssiden

Hvis motoren er udstyret med ferskvandskøling checkes køler væsken på denne. 

12: Udtag termostaten på saltvandssiden (Se kommentaren under "Bemærk")
Uanset om motoren er ferskvandskølet eller saltvandskølet, skal vandet tappes af saltvandssiden. Det gøres ved at termostathuset skues af (Se billedet), termostaten udtages og huset skrues på igen. Husk at sikre pakningen sidder ordentligt.
13: Kontroller alle zinkanoderne
Tag alle zinkanoderne ud og kontroller hvor tærede de er. Der er ingen grund til at tage chancer her og forvente at de skal bruges helt op. Hvis mere end halvdelen af zinken er væk bør de udskiftes. Husk specielt zinkanoden i veksleren på ferskvandskølede motorer og den i mortorblokken på saltvandkølede motorer. Ofte har producenten været venlig at sætte en "Zn" mærke på anoden, så de er nemme at finde.

14: Bland en spand med halv vand og halv glykol

15: Sug glykolblandingen ind i kølesystemet.
Alt efter hvad der er bedst plads til skal man enten:
A: Skrue køleslangen af studsen på toppen af S-drevet og put slangen ned i spanden, eller
B: Skrue samme køleslange af i den anden ende (oppe på blokken) og sætte en anden længere slange fra studsen og ned i spanden med blandingen.
Sørg i begge tilfælde for at slangen går helt ned i bunden af spanden, så man kan suge al blandingen ind i motoren.
Start motoren, så blandingen suges ind i motoren. Kør indtil lige inden spanden er tom og der suges luft ind.
NB: Bemærk at blandingen sprøjter ud af udstødningen. Bedst er det hvis man kan få en til at stå med en spand og tage det, em sørg i hvert fald for at der ikke er nogen der får det i hovedet...)


16: Indsæt igen termostaten
Fuldstændig som da man tog termostaten ud, skues huset af termostaten, termostaten indsættes igen og sættes og huset skrues fast med en ny pakning. Husk at sikre pakningen sidder ordentligt.

17: Check batterierne
Batterierne skal være laddet helt op inden de efterlades i båden. Så tåler de bedst frost og holder længst.

18: Check alle gummipakninger
Check at alle gummipakninger er i god stand. Undersøge i særdeleshed bælgen der tætner samlingen mellem båden S-drev og bunden (Vist som den sorte ring på tegningen). Det skal være helt uden revner og SKAL udskiftes hver syvende år. Der er præget tre runde ringe i gummiet som viser produktions år, måned og dag.
19: Afmonter evt. foldepropel
Hvis båden har foldepropel afmonteres denne og opbevares hjemme for at minimere risikoen for tyveri og tæring.
Propellen afmonteres ved at løsne låseskruerne i bladenes ophæng, slå pindende ud og tag bladene af. Løs derefter aksel møtrikken i enden af drevet og træk propellen af drevet. Rens akslen, smør den ind i fedt og pak den godt ind så der ikke kommer fugt ind..


Så er motoren klar til at overvintre !!
Uden ansvar og i respekt for mine kilder
Bjarke

Det siger vores medlemmer