top

 

Tætte ruder i mange år. Hvordan gør man ?

MAXI ruderne
Baggrund

Ruderne i MAXI bådene har gennem tiderne voldet MAXI ejerne mange kvaler ved, at de ofte er utætte. - men kun hvis de ikke har været lavet/repareret rigtigt. Hvis man gør det rigtigt kan ruderne holde i rigtigt mange år.

Ruderne adskiller sig fra dem i mange andre både ved, at de ikke er monteret i en ramme *i* hullet i skroget, men er skruet fast på ydersiden af båden og dækker over hullet.

Denne artikel forsøger at give alle svarene på de spørgsmål/problemer du måtte have med ruderne og giver lette arbejdsanvisninger på hvorledes man får bugt med rudeproblemerne

Artiklen indledes med nogle betragtninger over "Antallet af skruer i ruderne" og muligheden af at ruderne slet ikke er utætte, men det er skrue hullerne der lukker vandet ind. Herefter er artiklen inddelt i afsnittene:

"Demontering" der beskriver hvorledes du får ruderne af,

"Nye ruder" der beskriver hvordan du får lavet nye ruder, hvis de gamle ikke kan bruges igen og

"Montering" der beskriver hvorledes du monterer de gamle eller nye ruder på båden. Til sidst gives lige et par anvisninger på nogle

Personligt har jeg selv haft ruderne af båden i forbindelse med, at jeg ville skifte farve på kanten af bådens flush dæk således, at den fik "efter 1979 design". Dette vil der snarest komme en artikel på, men foreløbig kan du/I se "skabelonen til artiklen om den blå kant
Historien har de sidste mange år har fostret mange misforståelser vedr. de legendariske utætte ruder i MAXI både. Jeg har spurgt rigtig mange MAXI ejere om deres erfaringer med utætte ruder, inden jeg remonterede ruderne i min egne 87'er. Erfaringerne jeg drog af disse samtaler var, at er der har været to udbredte (men forståelige) misforståelser i denne sag:

A: Mange skruer = tætte vinduer. Desværre, det passer ikke med erfaringerne. Uanset om folk har mange eller få skruer i vinduerne har MAXI ejere nogen lunde samme succes (eller mangel på samme) med at få dem tætte.

B: 2 mindre ruder er mere tætte end en lang. Rygtet skyldes sikkert, at det er vridningerne i båden der gør ruderne utætte, men det tror jeg kun er et problem, hvis de ikke er monteret korrekt. Der er masser af tætte ruder der er lavet i et langt stykke.

Mange af de eksperimenter jeg har hørt om er mere eller mindre nyttesløse og "blindgyder". Alle dem der endelig får "bugt" med ruderne og får dem tætte ender alle med at konkludere, at det er monteringen der er alfa og omega. Og med monteringen mener jeg: ALDRIG Sikaflex. ALTID Butylbånd !!

Om de så er i et eller to stykker og om der er 40 eller 4 skruer, det betyder ikke så meget. Der kan man lade "smagen" råde ....
Eksempel på ruder med mange skruer
Foto 1: Et eksempel på en rude med mange skrue

Skruerne er sammensat af en skrue, en lille formet metalskive og en gummipakning der ligger under skruen og tætner så der ikke kan komme vand ind ad skrue hullet. Selve rudetætningen ligger nemlig helt ud ved kanten af ruden og det kan tænkes, at der kan komme vand ind langs skruen, hvis dennes pakning ikke er tæt.

Foto 2: Nærbillede af skruerne
Med tiden kan gummipakningerne forvitre og så kan der sive vand ind lange skruerne. Det er relativt let at rette op på. Alle skruerne skues ud, en efter en, og der lægges nye gummipakninger under skruerne, der blot skrues i igen.
Det ville være ærgerligt, at tage hele ruden af, hvis det kun er skrue hullerne, der er utætte. - så check dette først.

Demontering

Afhængigt af om ruderne skal genbruges eller ej, så skal man kan man være mere eller mindre hårdhændet ved dem.

Skal de genbruges skal man passe godt på dem. Ruderne giver tilsyneladende efter og er nemme at håndtere, men i ens bestræbelse på at få dem til at "slippe det sorte skidt de er monteret i", kan man let komme til at tage for hårdt på dem. Konsekvensen er "stjerner" af mikroskopiske revner som man først ser når man senere holder dem op mod lyset. Ultimativt kan de selvfølgelig revne, men det er de små revner der senere er ærgerlige og som er meget tydelige inde fra båden, når de er monteret igen. I særdeleshed er ruder lavet i akryl sårbare over for dette.

Konklusion: Skal ruderne bruges igen, så giv god tid.

Først skruer man selvfølgelig alle skruerne ud og på de modeller hvor der er en plastik ramme på indersiden fjernes denne. Bemærk at nogle 77 modeller har små møtrikker på indersiden af skruerne. Det er besværligt at fjerne, men til gengæld har det også nogle fordele, når de skal monteres igen.

Efter at alle skruerne er fjernet kan man konstatere, at ruderne fortsat sidder lige så godt fast. Nu skal man nemlig have det "sorte tætnings-stads" (Butyl) til at slippe.

Butyl'en bliver blød i varmen. Tag derfor ruderne af en varm sommer/forårsdag medens solen står på den rude man er i gang med. Hjælp evt. til med en hårtørrer.

Start forsigtigt med at skære ruderne fri. Enten med en skarp spartel som presses ind i butyl'en (der er jo 2-4 mm mellem ruderne og skroget) eller, måske bedre, med en Stanleykniv. Dyp ofte værktøjet i denatureret sprit så man undgår at det klæber på værktøjet. Brug for gud skyld ikke terpentin, renset bensin eller lignende der opløser fugerne og bare laver et frygteligt svineri. Spritten smører klingen der herved bliver meget nemmere at få til at skære fugen ud. Sprit ideen kommer fra Søren Møller moller24@mail1.stofanet.dk der er far til Snøvsen af Horsens.

Efter et par timer pr side (afhængigt af tålmodigheden, værktøjet og temperaturen) er ruderne af, med mindre man skal slås med utallige lag Sikaflex (eller lign.) fra (forgæves) tætningsforsøg.

Herefter skal båden og ruderne renses for resterne af det gamle butylbånd. Jeg er selv typen der er alt for grundig med alt hvad jeg gør, så jeg fjernede *alt* det gamle butyl fra både båden og ruderne. Det er sikkert ikke nødvendigt at være *så* grundig, men jeg tog ikke chancen. resterne lader sig nemt opløse med terpentin. Husk at bruge rigtigt mange klude og skift ofte, så ikke hele båden bliver sort.

Nye ruder

Hvis man ikke vil sætte de gamle ruder i båden igen, men gerne have nye så kan man enten købe dem, få dem skåret hos en glarmester eller selv skære dem ud af noget materiale man kan købe (bestille) hos den lokale tømmerhandel.

Bemærk det ikke er ligegyldigt hvilken type materiale ruderne bliver lavet i. Der findes mange forskellige typer og kun nogle få er velegnede til formålet.

De to typer materialer der kan bruges er:
Akrylplast, PMMA
Et velkendt handelsnavn er Plexiglas. Akrylglas er hårdt, stift, sprødt, rimeligt vejrbestandig og rimeligt stabil i UV-lys (sollys). Materialet tåler ikke stærke syrer og baser samt mange opløsningsmidler men bestandigt overfor sol/salt. Glarmesteren kender materialet godt, da det bruges til skilte, montrer, brusekabiner, brilleglas, og video-storskærme.

Polycarbonat, PC
Et velkendt handelsnavn for dette materiale er "Lexan". Polycarbonat er meget sejt, stærkt og relativt stift. Ualmindeligt slagfast, nærmest brudsikkert. Tåler ikke stærke syrer og baser samt mange opløsningsmidler men bestandigt overfor sol/salt. Glarmesteren kender materialet godt da det bruges til afdækningsskærme og skueglas, brystværn til broer, lyspaneler, kupler og maskindele. Materialet bruges i øvrigt også til CD'er og genbrugsflasker.

Den væsentlige forskel er at Akrylglas er sprødt og derfor knuser, hvis ikke det håndteres rigtigt. Polycarbonat (Lexan) er sejt og mere hårdført over for "amatør fejl". Til gengæld er Polycarbonat (Lexan) ca dobbelt så dyrt som Akrylglas.

De fleste nye både er monteret med Akrylglas og hvis man bruger en rimelig tykkelse og lader glarmesteren bore de nødvendige huller så er akrylglas (til den lavere pris) OK at bruge.
Hvis man selv skal skære ruderne ud og/eller bore hullerne må polycarbonmaten anbefales. Problemet er at akryl knækker for et godt ord når man borer huller i det, hvis ikke boret er slebet rigtig. Polycarbonaten kan skæres ud med alm. håndværktøj og kanterne slibes bagefter med sandpapir.

Hvis du vælge at få glarmesteren til at lave ruderne til dig, så tager du bare de gamle med ned til ham og beder ham lave dem magen til eller fortæller ham hvad der skal være anderledes.
Afhængig af hvilken af de 3 løsninger man vælger (købe, glarmester eller gør-det-selv) og hvilket materiale man ender på så kommer et sæt nye ruder til at koste ca. mellem 1500 og 5000 kr.

Montering
Det springende punkt her er, som omtalt, at man bruge det rigtige materiale, butylbånd, til at lægge ruderne i og gøre det på den rigtige måde.
Det er noget klistret stads og derfor kan det godt betale sig at afsætte god tid, grundig planlægning og godt vejr til opgaven. Jeg overdrev selv lidt med at lave et stillads på begge sider af båden, så jeg stod i en god sikker arbejdshøjde. Det var godt givet ud. Opgaven er lige en tand for kritisk til at man kan stå og vakle på en stige. Yderligere er det anbefalelsesværdigt at være to personer, hvis ens ruder er i et langt stykke.

Butylbånd bliver brugt at autoglarmestre til bl.a. at lægge autoruder i Volvo lastbiler og de gamle Volvo personbiler. Derfor kan de fleste autoglarmestre skaffe det.

jeg har kendskab til to fabrikater af butylbånd som der er gode erfaringer med:

De professionelle autoglarmestre bruger ofte et produkt der hedder Tremshield og som forhandles/importeres af firmaet Ljungdahl i Allerød. Ljungdahl er imidlertid et engros firma, så enten må man til autoglarmesteren (se her en liste over autoglarmestre hvor medlemmer har haft held med at købe) eller også skal man slå sig sammen med andre MAXI ejere så man kan købe det direkte hos Ljungdahl. Tremshield'en skal være 10 mm tyk og prisen er ca 150-250 kr for en pakke med ca 3,4 meter der passer til en rude i de små og middelstore MAXI både (på en 87'er er der ca. 5 cm til overs så der kan man lige akkurat klare sig med en pakke pr rude).

Alternativt kan man bruge et tilsvarende produkt fra 3M. 3M har mange forhandlere i Danmark, så det brude ikke være så svært. En Maxi ejer købte det hos D.O.Trading ApS, Valby Langgade 184, 2500 Valby. Det skal selvfølgelig også være 10 mm.

Nu kommer så forberedelsen.

For at være sikker på at ruden kom til at sidde det rigtige sted lavede jeg et par styretappe med nogle skruer med så lille hoved, at de kunne gå gennem hullet i ruderne. De 4 styretappe blev skruet i to udvalgte huller foroven og 2 forneden. På den måde sikrer man at ruden kommer helt plant med på båden og det helt rigtige sted (så skruerne passer). Butylbåndet fanger nemlig ved første kontakt og man kan derfor ikke lige løfte og flytte lidt, hvis man har lagt den forkert. Øv i at lægge ruden på v.h.a. styre tappene før du lægger butylbåndet på. Det er meget godt lige at have forberedt sig på hvad man skal gøre, hvis den ene binder lidt.

Herefter lægges ruden på et bord (eller stilladset) med indersiden opad, og butylbåndet lægges på indersiden af ruden præcis 12 mm fra kanten af ruden til centrum på det runde butylbånd. Butylbånd klistrer en del, men hvis man hele tiden spytter/sutter på sine fingre (ja, men skal jo alligevel i bad bagefter ...) og kun tager ganske let på båndet, så kan man faktisk neutralisere den klistrende effekt. Det er muligt man også kan bruge en kop med sprit eller en kop med sulfovand, men når tingene går stærkt, så er munden jo behagelig tæt på hele tiden.

Ruden løftes nu forsigtigt op og køre på plads v.h.a. styretappene, som man har øvet sig på allerede. Når ruden ligger på plads trykkes den forsigtigt ind mod båden hele vejen rundt, så det runde butylbånd trykkes fladt og klistrer ruden fast. Herefter skal skruerne i og de skal spændes præcist så meget, at butylbåndet bliver trykket fladt ned til 3-5 mm og således, at det sorte bånd lige passer med kanten af ruden.

Er det gået galt et sted og det kommer for langt ud, så kan det skæres af med en skarp stanley kniv dyppet *ofte* i sprit, men jeg synes det ser pænest ud, hvis man kan undgår dette og have en pæn runding hele vejen langs ruden.
Butylbåndet under rudekanten (beklager, jeg ikke fik vasket båden inden jeg tog billedet)
Foto 3: Nærbillede af den færdige butyl fuge

Bemærk, at butylbåndet ikke er helt vejr bestandigt og det betyder at der godt kan løbe lidt sorte rande fra det. For at undgå dette er der nogen der lægger en fuge oven på butylbåndet, så det kapsles inde. Jeg har ikke selv gjort dette, da jeg mente det ville være svært at få pænt og jeg ikke er sikker på at det virker mere end et par år alligevel. Et frit butylbånd har jo også den fordel, at man kan efterspænde skruerne, hvis der skulle være behov for det og evt. skær det butyl der kommer ud af med en kniv som beskrevet ovenfor.

Hvis man vil have en indtryk af hvor stort problemet er når butyl fugen er i fri luft så kan det ses her på den sorte streg der opstår i enden af ruden i løbet af en sæson:

Foto 4: Den beskidte streg...

Det skal bemærkes, at det er lige til at vaske af med alm. shampo.
Efterskrift

Vedr. monteringen af ruderne kan jeg yderligere anbefale at læse B. Willum Thomsens artikel i MAXI Nyt nr. 1 fra 1997. Den har nogle gode tegninger.

Iøvrigt tak til alle dem der hjalp mig gennem mine "rude erfaringer" og som har bidraget til at denne artikels erfaringer kan komme andre til gode.

Forslag til tilføjelser, korrektioner og forbedringer af denne artikel modtages meget gerne på e-mail: Bjarke@grevestrand.dk
/Bjarke

Efterskrift:

Jeg har modtaget følgende fra Egon Marcussen:

Mojn Bjarke.

Jeg har med interesse læst din artikel i maximalt om ompakning af ruderne i maxi både, og prøvet det. Det sværeste ved arbejdet var utvivlsom at få butylbåndet til at ligge lige på ruden. Alle skævheder viser sig som guirlander når ruden trykkes på plads. Presningen af ruderne sker nemmest når solen har varmet ruderne godt op, og man kan bruge fødderne til arbejdet. Fødderne er jo som bekendt stærkere end armene. I din artikel bad du om oplysninger hvor man kan købe de nødvendige materialer. Jeg kan tilføje følgende oplysninger:

1) Hos forhandlere af valtra traktorer, se nærmeste forhandler på www.valtra.dk, findes en pakke med 8mm butylbånd med valtra nummer KH6343, samt en pakke med 10mm butylbånd med valtra nummer KH3708. Jeg ved ikke hvor meget bånd der er i pakken, men man kan jo altid tælle ringe og regne længden ud fra gennemsnits ringen. Pakkerne er normale reservedele, og forhandlerne af andre traktormærker har sikkert noget tilsvarende.

2) Samme sted kan man måske også købe et passende stykke af deres rulle med skæretråd. Med skæretråd fastgjort til f.eks. et par rundstokke som håndtag varer arbejdet pr. rude under 2 minutter. Især hvis skæretråden er den spiralformede type.

3) Også samme sted anvendes en activator, der øger butylbåndets klæbeevne. Desværre har jeg ikke Valtra nummeret, med på dunken står der Soudal: - Importør: C. Ljungdahl A/S, Hejrevej 22, 3450 Allerød, Telf. 481410, Fax 48140234 Der skal kun bruges lidt, men pas på det ikke kommer nogen steder på ruden hvor det ikke hører hjemme. Det kan give en misfarvning, men det virker godt. Hvis man har et gammelt hovedpineglas kan man måske få lidt deri.
Jeg håber ovennævnte kan bruges.
Mange hilsner fra Egon Marcussen
6500 Vojens
e-marcussen@get2net.dk

Efterskrift (2013):
Jeg har modtaget følgende fra Ole Ellingsen:

Hei.
Jeg monterte nytt vindu i min maxi 84. Jeg fikk kjøpe hvit butylgummi. Denne gjorde seg veldig godt på båten. Pent. Jeg kjøpte den på den norske kjeden som heter Maritim. Den var 9mm bred og 3 cm tykk. Jeg brukte to lag i bredden. En rull på 15 m. Kostet norske kr. 137. Et stoff som heter Label off ( Biltema) var fint til å vaske med.

Hilsen
Ole Ellingsen

Det siger vores medlemmer